Mit job som professor i turismeområdet har givet masser af rejsemuligheder. I april 2004 satte jeg mig på et fly på vej til Korea.
Men da vi rejste, begyndte jeg at lide alvorligt ubehag i venstre maveregion, som blev mere og mere smertefuldt (jeg havde oplevet en lignende hændelse omkring 6 måneder tidligere, men afviste det som en virus). I løbet af de næste par dage tog jeg adskillige ture til det lokale hospital og tog røntgenbilleder og forskellige medicin – at være i et fremmed land uden sprog til fælles gjorde hele begivenheden virkelig skræmmende.
Da jeg vendte tilbage til Australien, besøgte jeg en lokal praktiserende læge. Mine blodprøver blev normale igen, så jeg var ret lettet. Men så blev jeg ringet op af min praktiserende læge for at sige, at en ultralyd, jeg havde fået et par dage tidligere, havde identificeret "en masse", som måske var en tumor. Jeg kan huske, at jeg følte mig fuldstændig følelsesløs og vantro - måske troede jeg ligesom mange andre, at det kunne være en fejl. En CT-scanning afslørede derefter lymfom - kræft. Som en rask midaldrende person kom dette som en komplet overraskelse. Jeg vidste meget lidt om lymfom og fandt mig selv sammen med min mand (Graham) i gang med en medicinsk "karusel". Det ser ud til, at jeg kan have haft sygdommen i mange år, før den udviklede sig og begyndte at presse på vitale organer.
Jeg startede med CHOP kemoterapibehandling efterfulgt af et andet lægemiddel Mabthera. Selvom behandlingsperioden ikke var noget, jeg nød, er den blevet noget af et fjernt minde (jo fjernere jo bedre!!). Jeg har også haft en stamcellehøst, og disse er blevet gemt til potentiel senere brug.
Udfordret af min sygdom, og fordi jeg ville inspirere til forskning i lymfekræft, talte jeg med min kunstnerfar (Howard Sparks) om at holde en kunstudstilling til fundraising. I december 2004 holdt vi en kunstudstilling for at rejse midler til lymfomforskningsprogrammet og indsamlede $13,000. Dette indsamlingsprogram støtter et projekt under ledelse af professor Lyn Griffith, direktør for Griffiths Genomics Research Centre.
I 2005 satte jeg mig selv det mål at få mit liv på rette spor til en sund fremtid. Jeg deltog i et sundhedsretræte, som gav mig en måde at føle mig positiv på og delvist have kontrol over min skæbne. Det var også rigtig sjovt, selvom det var lidt hårdt! Tilbagetoget gav et markant vendepunkt for mig i forhold til at flytte fra den 'syge' til en 'god' person. Det hjalp mig også på et tidspunkt, hvor min konventionelle behandling sluttede, og jeg var 'på egen hånd' til at klare en usikker fremtid. Jeg har siden taget yoga op, har rejst og er nu i stand til at reflektere og genvinde tilliden til mine egne fysiske og mentale evner.
Som mange mennesker, der står over for livstruende sygdom, har jeg værdsat værdien af venner, familie og et støttende arbejdsmiljø. Livet bliver aldrig, som det var før diagnosen, men det er det liv, jeg skal forholde mig til, og jeg sigter efter at gøre det bedste, jeg kan, for at forblive sund og glad. Når fremtiden ser hård ud, gør jeg mit bedste for at 'leve i nuet', selvom jeg ikke altid har succes med dette!
Lige nu føler jeg mig positiv; Jeg arbejder og fokuserer på at leve et lykkeligt og sundt liv. Det betyder ikke, at jeg ikke tænker på min sygdom, det gør jeg. Jeg er stadig til regelmæssige blodprøver og en årlig kropsscanning, men indtil videre går det godt. Mit mål er at opretholde en tilstand af remission i så mange år som muligt!
